OM KRÆFTFORMERNE

Kræft kan opstå i såvel de indre som de ydre kvindelige kønsorganer. Kræft i de indre kønsorganer (livmoder, livmoderhals og æggestokke), er langt de hyppigste kræftformer, mens kræft i de ydre kønsorganer, (skamlæber, mellemkød og klitoris) optræder mere sjældent.

De tre hyppigste kræftformer udgøres af:
kræft i æggestokkene (ca. 600 nye tilfælde om året i DK)
kræft i livmoderhulen (ca. 600 nye tilfælde om året i DK)
kræft i livmoderhalsen (ca. 430 nye tilfælde om året i DK)

KRÆFTFORMER:

KRÆFT I LIVMODERHULEN

Kræft i livmoderhulen er en af de gynækologiske kræftformer, som hyppigst ses hos ældre kvinder. På verdensplan er der omkring 200.000 nye tilfælde hvert år. I Europa er der omkring 40.000 nye tilfælde og næsten 10.000 dødsfald af denne kræftlidelse hvert år. Sammenlignet med alle andre lande i EU har Danmark den 6. højeste forekomst og den 12. højeste dødelighed af denne kræftform.

Det er den næsthyppigste gynækologiske kræftform efter æggestokkræft. Fra 1943 til 1980 er det årlige antal diagnosticerede tilfælde mere end tredoblet.

Forekomsten af kræft i livmoderhulen, har i Danmark været konstant de sidste 20 år med ca. 600 nye tilfælde om året.

I de sidste årtier har forskningen givet viden om nogle af årsagerne til kræft i livmoderhulen. Hos en mindre del af kvinderne ved vi, at denne kræftform skyldes arv på grund af ændringer i nogle af generne.

Den hyppigste årsag er et højt niveau af det kvindelige kønshormon østrogen. Dette hormon kan dannes i fedtvæv, hvilket medfører øget risiko hos overvægtige kvinder.

Risikoen er også øget hos kvinder i længerevarende behandling med ren østrogen, uden tilskud af det andet kvindelige kønshormon gestagen, eller med for lav gestagendosis, for kort varighed eller for sjælden administration af gestagen. Kvinder, der har modtaget østrogen behandling uden gestagen i mere end et år, har en 5-10 gange øget risiko for at udvikle kræft i livmoderhulen, og denne risiko vedvarer mere end ti år efter behandlingens ophør.

De fleste får blødninger fra livmoderen til skeden. Sygdommen kan dernæst påvises ved undersøgelser hos en gynækolog. Omkring 70% får diagnosticeret kræften i det tidlige stadie af sygdommen, mens ca. 30% først får den diagnosticeret når den har spredt sig.

Når kræften findes i det tidlige stadie, er der en god prognose med en overlevelse, der efter operation ikke er væsentlig forskellig fra kvinder uden kræft. Baseret på danske tal er 5-års-overlevelsen i det tidlige stadie over 90 %, mens den i de senere stadier er fra 60 % til 40 %. Det er derfor vigtigt at diagnosticere kræften, mens sygdommen er lokaliseret til livmoderhulen.

Selvom denne kræftform har en bedre prognose end de andre gynækologiske kræftformer, er det fortsat nødvendigt at forske i sygdommen.

Selvom denne kræftform har en bedre prognose end de andre gynækologiske kræftformer, er det fortsat nødvendigt at forske i sygdommen.

Læs mere om kræft i livmoderhulen på www.cancer.dk

Læs mere om behandling af kræft i livmoderhulen www.dgc-dk.dk